torsdag den 25. oktober 2007

Vandbærerne er i gang

DSU i Hillerød er klar til valg. Allerede halvanden time efter udskrivelsen startede uddelingen af brochurer på Torvet i Hillerød. Bagefter gik turen til København for at støtte partiformand Helle Thorning (S).

Hillerød: Velfærden skal have et løft, og det vil DSU i Hillerød gøre deres allerbedste for at få til at ske. Kort efter valget blev udskrevet af statsminister Anders Fogh Rasmussen stod de røde unge klar på Torvet i Hillerød og delte brochurer ud.

DSU'erne har været klar til valg siden de første valgrygter i september.

- Vi har netop modtaget nye forsyninger af plakater, t-shirts og foldere, og vi har været i gang med forberedelserne i et stykke tid, så vi er klar, siger Jonas Witt Hansen, der er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU i Hillerød.

Han og resten af bestyrelsen i DSU har forberedt sig, så alle var helt klar over, hvilke ting der skulle sættes i gang allerede på valgkampens første dag. Planen er, at være så synlige som overhovedet muligt.

- Vi vil fortælle, at vi vil velfærd frem for skattelettelser, og at vi vil gøre det helhjertet, siger Jonas Witt Hansen.

DSU Hillerød støtter tre lokale kandidater til folketingsvalget Nick Hækkerup, Lone Møller og Mads Reinholdt, der stiller op i Rudersdal-kredsen. Der bliver ikke gjort forskel på de tre kandidater.

- Vi peger ikke på nogen af dem, men kører fuld valgkamp for dem, der har brug for os, siger DSU'eren.

Billedtekst (øverste billede): DSU i Hillerød var på gaden allerede halvanden time efter udskrivelsen af folketingsvalget. Her får DSU-formand Jonas Witt Hansen en snak med to yngre vælgere.




Bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 25. oktober

Helle Thorning begynder valgkampen på gaden

Socialdemokraternes formand rykkede på gaden med valgpjecer, så snart valget var udskrevet.

»Så er der valg«, råber Helle Thorning-Schmidt (S) og vifter med sine røde pjecer.


Flankeret af jublende DSU'ere med bannere er hun på gaden for at skyde Socialdemokraternes valgkamp i gang - blot få timer efter at Fogh har udskrevet valg på Christiansborg.

»Det er en god fornemmelse, at vi endelig er i gang og kan komme ud og fortælle, hvilke alternativer vi har«, siger hun og overrækker et stort smil og en pjece med Socialdemokraternes forslag til velfærdsrettigher i stedet for skattelettelser til en af de forbipasserende på Østerbrogade.

Vigtigt at møde folk
»Jeg tror faktisk, at det flytter noget at komme ud og vise danskerne, at Socialdemokraterne er et parti, der har lyst til at snakke med folk og blive klogere af menneskelige erfaringer fra den danske hverdag«, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun får dog ikke fred af pressen til at høre ret mange erfaringer fra vælgerne på Østerbro, hvor den socialdemokratiske spidskandidat er opstillet.

Til gengæld får hun delt en masse af de røde pjecer ud. Blandt andet til 63-årige Carnelia Klitgaard.

SF'er får brochure
»Ja tak, jeg vil gerne have en«, råber den ældre dame, hopper af cyklen og griber en af pjecerne.

Den opfordrer til »omgående behandling af livstruende sygdomme«, »sund og gratis mad i daginstitutionerne« og »ret til ældrepleje på et anstændigt niveau«.

»Det er godt, at vi endelig får et valg. Jeg håber, at der sker nogle omrokeringer, for jeg vil meget gerne af med Fogh«, siger Carnelia Klitgaard.

Og selv om hun trofast stemmer på SF, vil hun alligevel læse pjecen fra Helle Thorning-Schmidt, når hun kommer hjem.

Imens synger DSU'erne løs fra hele repetoiret af valgviser.

Pigerne håber på penduleffekten
»Danmark har brug for en socialdemokratisk regering - igen«, skråler DSU'er Jonas Witt Hansen under sit banner med en fed rød streg over Foghs navn.

»Helle er den bedste til at sikre velfærden, og jeg vil være på gaden hver eneste dag op til valget for at hjælpe hende med at vælte Fogh«, siger han og marcherer videre sammen med to kvindelige DSU'ere.

»Vi tror på penduleffekten«, siger den ene af de to piger, der bærer et banner med et par tikkende urvisere.

»Omkring hvert ottende år har vælgerne brug for, at der sker noget nyt. Og det håber vi på, at de har nu«, siger Helene Flethøj Nottelmann og henviser til bannerets påskrift: 'Tiden går - smutter Fogh snart?'.

Bragt på politiken.dk 24. oktober kl. 19.51

onsdag den 3. oktober 2007

Få til demonstration i Hillerød

Det var ikke mange, der var mødt op på Torvet i Hillerød for at demonstrere imod skattelettelser og velfærdsbesparelser. Men på trods af det, var det politiske budskab klart.

De røde faner vajer ved 3F"s opstillede vogn, hvorfra Leif Monnerup synger røde sange, der indeholder hyppige stikord, som »arbejde«, »kammerater« og »klassekamp«. Rammerne er klar til fordemonstration på Torvet i Hillerød, inden busserne går til Christiansborg, hvor protesterne mod velfærdsbesparelser, dårlig løn og ringe vilkår for de unge, de ældre og de offentligt ansatte vil fortsætte.

Men der er noget, der mangler. Der er ingen taktfaste slagord, ingen utilfredse råb fra tilskuerne og ingen bannere, der skærer budskabet ud i pap. De spredte grupper af gymnasieelever, pensionister, hjemmehjælpere og håndværkere er langt fra nok til at fylde hullerne ud imellem fagforeningsfolkene fra blandt andet 3F, LO, og FTF, som samarbejder om at arrangere demonstrationen.

Men det er slet ikke det, det kommer an på. Det gør Jonas Witt Hansen , formand for DSU i Hillerød klart i sin tale.

- Selvom vi ikke er så mange, så gør vi en forskel, siger han, og opfordrer demonstranter til at gemme lidt af deres frustrationer til, at de går i stemmeboksen næste gang.

Enkelte har dog ligefrem taget fri fra arbejde for at kunne demonstrere.

- Jeg skulle have mødt på arbejde om en time, men jeg har taget fri for at kunne vise min utilfredshed med forholdene i hjemmeplejen. Vi vil have mere i løn, bedre vilkår og flere hænder, siger Katarina Madsen, aftenvagt i Hjemmeplejen i Hillerød Kommune.

Utilfredsheden også til at tage at føle på hos andre end Katarina Madsen, trods de manglende kampråb.

- Jeg vil gerne vise min utilfredshed med regeringens politik og den kommuneaftale, der er blevet lavet. Jeg håber, at den her demonstration kan være med til at ophæve skattestoppet, siger gymnasieelev Peter Stougaard Kroman, som går i 3.g på Frederiksborg Gymnasium.

Ind imellem Leif Monnerups gentagne opfordringer til fællessang, der dog kun får spage røster til at stemme i, bliver der holdt politiske taler fra 3F"s vogn med noget mere gennemslagskraft.
Formand for LO og byrådsmedlem Tue Tortzen taler stærkt ironisk om glæderne ved regeringens politik.

- Selvfølgelig er der folk, der har problemer. For eksempel alle dem, der har fået en ny bil, som er for stor til carporten, siger han og udløser spredte grin.
Også formand for DSU i Hillerød, Jonas Witt Hansen høster klapsalver for sin uddeling af flødeboller

- De flødeboller, vi er ved at dele ud her, er en gave fra os. Og det er lidt ligesom gaverne fra regeringen, for der er ikke nok til alle, siger han.

Klokken 15 ruller to busser ind på pladsen. Langt de fleste tager med ind til Christiansborg. Kun enkelte har ikke helt kræfter til flere protester.

- Vi er stadig lidt forkølede, så vi tager ikke med. Det er jo ikke så godt at blive forkølet, når man ikke kan få nogen pleje, griner de to pensionister Bent Nielsen og Tove Storgaard.
Bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 3. oktober 2007

tirsdag den 2. oktober 2007

Debat: Lav skat eller velfærd?

DSU Hillerød ser budgetforliget som et signal på ansvarlighed.

Det er godt, at kernevelfærdsområder er undladt i besparelserne. DSU Hillerød havde dog gerne set en øget kommuneskat frem for besparelser på velfærden.

Det er ikke en let opgave at spare på de kommunale budgetter, slet ikke flere gange i træk. Nick Hækkerup har valgt den ansvarlige løsning, med et bredt samarbejde både til højre og venstre i byrådet. Vi kunne godt have ønsket, at man afbødede de værste velfærdsforringelser med en mindre skattestigning. Men V og K har tilsyneladende solgt sig selv efter devicen "lav skat frem for velfærd".

DSU Hillerød ser dog også mange positive elementer ved budgetforliget:

Det er en mærkesag for DSU hele tiden at styrke indsatsen overfor børn og unge. Derfor er vi også glade for, at kerneområder som børn og skole holdes ude af besparelserne.

De gode initiativer med mere vedvarende energi og udbygninger af skoler i Hillerød fortjener også ros. De sikrer, at Hillerød fortsat er i toppen som en sund og konkurrencedygtig by.

DSU Hillerød påpeger, at den hovedansvarlige for de kommunale besparelser skal findes hos VK-regeringen, som holder kommunerne i en spændetrøje, og som ønsker skattelettelser frem for reel investering i velfærd. Det er den forkerte vej at gå. Skal vi have alle med i en moderne verden, kræver det mod, nye ideer og flere investeringer. Regeringen lever ikke op til dette og bør derfor overlade regeringsmagten til en socialdemokratisk ledet regering.

Mikael Lemberg og Jonas Witt Hansen
DSU Hillerød

Bragt i Frederiksborg Amts Avis d. 2. oktober 2007